Cirkus Info
Cirkus kommer fra latin Circus, som betyder "cirkel" eller "væddeløbsbane".
Begrebet cirkus kan føres tilbage til Circus Maximus, som lå mellem Palatinerhøjen
og Aventinerhøjen i Rom. Dette er den første form for cirkus i ordets underholdningsmæssige
betydning. Circus Maximus bestod af et langstrakt amfiteater omsluttende en væddeløbsbane,
hvor hestevæddeløb og stridsvognskørsel var på programmet. I denne antikke betydning svarer
det romerske circus til det græske ord hippodrom, der er betegnelsen for en
hestevæddeløbsbane i antikkens Grækenland. I vor tid er cirkus dog lidt mere fredeligt,
da det oftest er omrejsende artister, der optræder med eksotiske dyr med indlærte numre, akrobatik
og klovnenumre.
____________________________________________________
Jonglering er objektmanipulation. hvor en artist, kaldet en jonglør, bevidst designer objekters rejse
i rummet for derigennem at opnå eller udtrykke noget (fx kunstnerisk, sværhedsmæssigt, meditativt,
kropsligt, en komisk effekt, etc.) Dette gøres som oftest ved hjælp af kast, men det kan også være
bounces eller rul på gulv, krop eller et andet objekt. Mange lægfolk mener, at det kun kan kaldes
jonglering, hvis der er flere objekter end hænder, men de fleste moderne jonglører vil nok ikke erklære
sig enige i det. Så længe der er tale om objektmanipulation, som ikke har noget praktisk formål,
så er der tale om jonglering. Jonglering er som regel et fast indslag i nutidens cirkusforestillinger,
men har desuden forgrenet sig i utallige retninger.
Hverdagens jonglører
Jonglering handler om at præsentere overlegen virtuositet på en elegant måde, så det for beskueren ser legende let ud, selv om det er hundesvært, hvis man altså ikke er virtuos og har øvet sig flittigt. Har man været længe i et fag, eller beskæftiget sig flittigt med en hobby, der kræver behændighed, vil man ofte opnå virtuos overlegenhed. Som eksempler kan f.eks. nævnes en kok, der vender en omelet i luften, en tjener, der hælder vin op, en kortspiller, der blander kort, en fodboldspiller, der jonglerer i lang tid med en fodbold alene med sit ene ben, mens han står på det andet, en badmintonspiller, der nonchalent samler fjerbolden op med sin ketcher osv. osv..
__________________________________________________
Akrobatik er en kunstform, der oftest ses i cirkus, og hvis udøvende artister kaldes akrobater.
Akrobaterne optræder som regel i grupper på to eller flere. Det er en disciplin, der blander gymnastik og sportsakrobatik med en blanding af spring, koreografi og skulpturer med mennesker som byggesten.
Der er mange forskellige discipliner inden for akrobatik:
Par Akrobatik http://da.wikipedia.org/wiki/Parakrobatik
Parakrobatik er en disciplin inden for akrobatik, hvor der optrædes i par (2 og 2). Sammen byger man forskellige menneskelige skulpturer/balancer, som udføres med ynde og styrke. Disciplinen kræver ekstrem udholdenhed, samt en veludviklet balance og styrke.
Den er nærmest beslægtet med gymnastik, akrobatik og sportsakrobatik.
__________________________________________________
En klovn er en komisk artist, der er ansat til at optræde i en varieté, et cirkus eller lignende. Klovne er karakteristiske ved deres groteske påklædning, parykker og sminkning, og de optræder overdrevet kejtet og klodset i alt hvad de foretager sig. Klovne har let til højlydt gråd - til publikums fryd - når de er uheldige - og let til triumferende latter, når løjerne går ud over nogle af de andre klovner. De tilsynelande så kejtede klovne er ofte blændende dygtige akrobater, jonglører og musikere.
Før i tiden lærte en klovn arbejdet fra barnsben, mens familien turnerede med cirkus'er. I dag findes der højt estimerede undervisningsinstutioner som The Clown Conservatory i San Francisco, der uddanner cirkusklovne til de store og berømte cirkus'er verden over.
I en del klovnenumre optræder kloven solo, men der kan også forekomme klovnesketch med flere klovne med en livlig dialog, mens de gensidigt prøver at snyde, genere og herse med hinanden. Den danske artist Georg Pless' samling "Repertoire over Solo, Dobbelt og 3Dobbelt Entreer. Repricer" fra 1918 dækker genren med 120 numre. Han er kendt som Clown Georgy.
Traditionelt er der forskellige klassiske klovnefigurer med forskellig påklædning og fysiognomi. Den i dag stereotype klovnetype "August" med skaldepande, stor rød næse og meget store sko (skabt af klovnen Charlie Rivel') er kun én af mange variationsmuligheder. Det vigtigste er at skabe en komisk figur, der er let genkendelig på lang afstand.
Klovnen og linedanserinden
En klassisk klovnefigur, der skiller sig ud fra de andre, er "den hvide klovn", der gerne er en ganske flot fyr og en særdeles myndig type. Han har højrødt sminket mund og en lidt sørgmodig mine, fint sminkede øjenbryn, måske en skønhedsplet på kinden. Han kan være klædt i elegant pailletbesat kostyme med spidsbukser og en høj, sukkertopformet hovedbeklædning. Denne klovn eller "anti-klovn" er typisk den "fornuftige" af dem og må tit ryste på hovedet ad de andres tåbeligheder og skælde dem huden fuld. Det får han aldrig andet ud af end selv at blive til grin.
Ikke sjældent er der musikalske indslag i klovnenumrene, der viser, at klovner er habile musikere på trompet, trækharmonika, violin eller et andet musikinstrument. Klovnen Grock kunne spille hele 24 instrumenter.
Eftersom cirkus - i hvert fald tidligere - var en international affære, hvor artisterne på turné - og i særdeleshed klovnerne måtte lære sig fremmedsporog nok til at kunne kommunikere med publikum overalt - er klovnesprog blevet nærmest identisk med latterlige udgaver af de respektive landes nationalsprog. Det gør naturligvis ikke den tilsigtede komiske effekt mindre. På dansk grund er "Jai schkal skinne maj" blevet et klassisk klovnecitat.